Publiceret den 16. april 2015

Der var fest for både kongelige og almindelige borgere, da dronning Margrethe klokken 12.00 torsdag trådte ud på balkonen på Christian VII’s Palæ på Amalienborg.

På slotspladsen foran de kongelige var der fyldt af feststemte mennesker. Alle var stort set udstyret med Dannebrogsflag og højt humør. Dronningen udbragte et leve og et Gud Bevare Danmark sammen med sine mange fans, og så blev der sunget fødselsdagssang.

Dronningen, kronprinsparret og prinseparret med Majestætens i alt otte børnebørn var ude på balkonen til den dejlige folkefest.
Da dronningen syntes, at man havde været nok på balkonen, gik hun indenfor og tog familien med sig. Børnebørnene anført af prins Christian og prinsesse Isabella ville dog ud igen, og det ville dronningen nok også.

Hun var en flyvende farmor og sørgede for at balkondørene blev slået op, så hun med alle sine børnebørn, sine to sønner og svigerdøtrene Mary og Marie kunne komme ud på balkonen foran de mange mennesker og give et par ekstranumre. I alt tre gange var den kongelige fødselar og familien ude på balkonen og vinke.

Kategori Nøgleord